1.11.14

New Yorkeres svære valg & en mormor-stol

Jeg faldt i sidste uge over den her liste med 15 af de sværeste beslutninger, enhver New Yorker har måttet tage. Punkt 2 er altså rimelig spot on.

En varm onsdag sidst i august bevægede jeg mig ud på en svedig gåtur rundt i kvarteret. Torsdag morgen er storskraldsmorgen, så onsdag sætter folk alt deres skrammel og ikke-længere-ønskede møbler ud på fortovet. Men som vi alle ved, den ene mands skrald...

Jeg har længe været på udkig efter en dagligstuestol, som passer ind i vores mormor/industriel indretningsstil. Nogle gange har man lov til at være heldig, og det var jeg tilfældigvis den varme skraldedag i august. Jeg kom forbi to gamle mormor-stole (ingen fancy periode- eller designterminologi her. Er det gammelt, så er det altså mormor!), som stod sammen med en ilde tilredt kommode. Selv om stolene var fulde af kattehår, fejlede de intet, og så kunne jeg lige se dem for mig i vores stue.

Jeg blev hurtigt klar over, at der var for langt hjem til, at jeg kunne lade som om, jeg var Arnold Schwarzenegger og tage en stol under hver arm, mens jeg nonchalant slentrede hjemad. Jeg lavede derfor en hurtig vurdering og tog friskt og frejdigt den pæneste af stolene i armene. Én er bedre end ingen, ik'?

Det gik meget godt i starten, men efter en 6-7 minutter var jeg altså pænt svedig og træt i armene, så jeg ønskede lidt, at jeg rent faktisk havde været Arnold. Bare i den halve time det nu tog at komme hjem. Men hey, det var jo en stol, jeg bar på, så når jeg holdt pause, satte jeg mig jo bare ned. Rigtig smart. Lige oveni alle mine nye små krible-krable venner. Ja, jeg havde altså slet ikke skænket det en tanke, at der eventuelt kunne være bedbugs i den fine stol, jeg så stolt manøvrede hjem i 33 graders varme. Det var først, da Rob kom hjem og som det første spurgte, om jeg havde overvejet, at den kunne være fuld af bedbugs, at jeg følte trang til at smide både mit tøj og mig selv til vask. Jeg tror bare, vi kan konstatere, at jeg ikke er helt New Yorker endnu ;)

Det viste sig nu altså, at stolen slet ikke havde bragt nogen husdyr med sig, og som I kan se, har den fået en fin plads i vores stue.


31.10.14

Mit neighborhood #2 - Halloween Edition

Meget kan man mene og sige om Halloween, men det er altså hyggeligt at gå rundt i kvarteret og se, hvordan folk har pyntet op til højtiden (kalder man det en højtid!?). Det giver en stemning af sammenhørighed og fællesskab, man måske ikke lige normalt fornemmer. Det er forskelligt, hvor meget folk har gjort ud af at udsmykke deres huse - nogle er gået helt overboard (mest på den imponerende måde), mens andre har nøjedes med nogle få diskrete, udskårne græskar. Jeg synes lige jeg ville dele stemningen fra mit udklædte kvarter, så det bliver til en ordentlig omgang billeder i dette indlæg.

Selv tilbragte jeg aftenen med at rende frem og tilbage til møntvaskeriet (rimelig vildt, I know), så jeg fik da set min andel af udklædte børn og voksne, der var ude for at trick & treate. En sjov lille detalje er, at butikkerne her i New York også deltager, så der kan man altså også gå ind og tigge slik. Selv møntvaskeriet havde et skilt, hvor der stod "Sorry, no more candy". Havde jeg vidst de gav gratis slik, havde jeg da klædt mig ud og taget derhen lidt tidligere på aftenen ;)

2.10.14

Farverig Efterårssalat




Jeg skulle finde på noget tilbehør til min fisk i går aftes, og efter at have gået længe med en lyst til salat med rødkål smuttede jeg ned til min grønthandler i håb om at finde både rødkål og inspiration og fylde min kurv med en masse lækre ting. Jeg fik præcis, hvad jeg kom efter, og resultatet blev denne farverige kreation. Dejligt med lidt farver i maden når nu vejret er gået hen og blevet lidt gråt og kedeligt.

Jeg kom følgende ting i salaten:

Spinatblade
Æble
Rød grapefrugt
Appelsin
Rødkål
Mandelsplitter, ristet på en tør pande

Enkel og nem opskrift. Havde jeg haft tørrede tranebær, havde jeg nok også kommet dem i. Og havde det været sæson for clementiner, havde jeg brugt dem i stedet for appelsin. Jeg kunne også godt finde på at komme gedeost i, men det er mest fordi, jeg (som vi tidligere har slået fast) ELSKER gedeost og næsten ville komme det i hvad som helst.




1.10.14

Min statistkarriere på tv & film


Man skal jo tjene nogle penge. Det kan man gøre på mange måder. Åbenbart. Jeg startede for et par uger siden med at være publikumstatist på forskellige tv-shows. Shows af den slags, der kører hver dag i dagtimerne. Talkshows, domstolsprogrammer og andre banale shows i samme dur.

Ikke alle shows er ligeså populære som fx The Daily Show og Saturday Night Live, hvor der er rift om publikumsbilletterne, så nogle shows bliver nødt til at betale folk for at få sæderne fyldt op. Så hvis man ikke ligner en bunke rådden salat, kan man altså tjene lidt dollars på sådan en mærkelig tjans.

Det sjoveste show jeg har været på, er The Bill Cunningham Show, som jeg går stærkt ud fra ingen af jer kender. Jeg havde aldrig hørt om det før, og det er ikke ligefrem et program, jeg ville sætte mig ned og se. Det er et Jerry Springer-agtigt show, bare en anelse mere nedtonet. I ved, overdrevet drama, DNA og løgnedetektor tests osv. Indholdet er ærlig talt rimelig kedeligt, men folk iblandt publikum er hammersjove. Hovedparten af publikum er de her stereotype sorte amerikanere, der er højrøstede, begejstrede og ikke bange for at komme med deres uforbeholdne mening. Og så elsker de at danse. Der bliver optaget tre programmer om dagen, og i ventetiden mellem optagelserne spilles der høj musik. Og der bliver i den grad danset på scenen, både opfordret og uopfordret, og både bedstemødre og de søde praktikanter fra settet danser med. Jeg har endnu ikke fået fremvist min white-girl dans ;)




Det bedste ved at være publikumstatist er alle de andre statister, man møder. Der er pizza- og kaffepauser, så der er rigelig tid til at falde i snak med alle de spændende mennesker, der af den ene eller anden årsag også har besluttet at bruge dagen på skøre tv-optagelser. Men på trods af hvor interessant det er at møde en masse nye mennsker, så er der altså grænser for hvor mange gange, jeg kan være vidne til, om det er Jay-Kwon eller Tyrone, som er far til barnet, eller hvorvidt Sheqoia får et godt forhold til sin mor igen. En af de spændende personer, jeg har mødt, anbefalede mig at være statist på film og serier, som bliver optaget i New York, og min søde mor var også hurtig til at sige, at jeg da skulle tage skridtet videre til film. Jeg har taget deres råd til mig, så i morgen, torsdag, skal jeg til en statistcasting på en stor film, som optages her i New York i efteråret (jeg får virkelig brugt mine to universitetsuddannelser godt ;)).

Jeg har aldrig haft aspirationer om at være på tv eller med i film, men det er nu meget sjovt at prøve, imens jeg jagter drømmejobbet.



14.9.14

Macarons & Cookies: Woops! i Williamsburg


I går var den første rigtige efterårsdag i New York. Det var koldt, og det regnede, og det kom ærlig talt lidt bag på mig, for i forgårs havde vi 29 grader og sol, og normalt har vi det da dejligt lunt helt ind i oktober. Men i går var en dag, hvor jeg ønskede, at jeg havde taget overtøj med og noget andet fodtøj på - gerne den slags der involverer strømper.

Jeg var til et rigtigt sjovt event i går aftes(mere om det senere), men inden da havde jeg lige lidt ærinder i Williamsburg. Jeg endte med at have noget tid, jeg skulle slå ihjel efter mine gøremål, så jeg smuttede inden om Woops! bakery på Driggs Avenue(faktisk samme gade som FADA). De laver virkelig gode macarons. Dog er de samtidig også lidt i den dyre ende. De sælger også kæmpe cookies, hvor man får lidt mere for pengene(størrelsesmæssigt anyway), og som er mindst ligeså gode, hvis ikke bedre! Det var sådan en jeg i går følte, jeg fortjente, som jeg stod der med mine kolde våde fødder. Udover en stor kop kaffe og en lille sandwich selvfølgelig.


Jeg drikker meget sjældent kaffe, og jeg valgte bare deres 'brewed coffee' for at blive kvikket lidt op, men jeg kan da sige så meget, at lige præcis den skal man helst holde sig fra. De har også te, caffe latte, americano osv. og desuden gratis vand, man selv kan tage. Min sandwich var med valnøddebrød, gedeost og rucola, og den var fin nok, men Woops! er altså et sted, man skal komme for deres kager. Det skal også lige siges, at deres store cookies er rigeligt til to personer(i nogle tilfælde tre!), især hvis man har fået noget at spise inden. Jeg kunne ikke engang få bugt med halvdelen af min triple chocolate cookie efter at have spist min sandwich.

Hvis man, som jeg, holder meget af oatmeal raisin cookies, bør man især kigge forbi Woops! De laver nemlig den bedste oatmeal raisin cookie, jeg nogensinde har smagt!



Det er en meget lille café, men der er fem eller seks små borde, man kan sidde ved, mens man tilfredsstiller den søde tand. Jeg satte mig ved "vindueskarms-bordet", hvor jeg i tørvejr kunne betragte folk, der gik forbi i den silende regn, som ufortrødent fortsatte uden så meget som det mindste ophold.


10.9.14

Fransk Lørdag: Restaurant & Outfit


I lørdags var jeg på den franske restaurant FADA i Williamsburg for at høre Rob spille. Jeg har spist der før(og Rob har spist der mange gange). De laver rigtig god mad. Udover god mad har de live musik hver fredag og lørdag aften. Så hvis man er i New York, og man er i humør til lækker provencalsk mad og stemning samt live musik, anbefaler jeg helt klart, at man kigger forbi FADA.


Deres laks med linser og spinat er virkelig god! Og saucen er himmelsk. Se evt. deres hjemmeside for bedre billeder af deres mad(må også lige nævne, at deres online menukort ikke er helt up to date).

Jeg var hoppet i skjorte fra Asos og nye sorte bukser fra MANGO's udsalg. Her fremvist på allerbedste blogger-vis med den klassiske "jeg-har-lige-opdaget-at-jeg-har-fødder"-pose.