1.10.14

Min statistkarriere på tv & film


Man skal jo tjene nogle penge. Det kan man gøre på mange måder. Åbenbart. Jeg startede for et par uger siden med at være publikumstatist på forskellige tv-shows. Shows af den slags, der kører hver dag i dagtimerne. Talkshows, domstolsprogrammer og andre banale shows i samme dur.

Ikke alle shows er ligeså populære som fx The Daily Show og Saturday Night Live, hvor der er rift om publikumsbilletterne, så nogle shows bliver nødt til at betale folk for at få sæderne fyldt op. Så hvis man ikke ligner en bunke rådden salat, kan man altså tjene lidt dollars på sådan en mærkelig tjans.

Det sjoveste show jeg har været på, er The Bill Cunningham Show, som jeg går stærkt ud fra ingen af jer kender. Jeg havde aldrig hørt om det før, og det er ikke ligefrem et program, jeg ville sætte mig ned og se. Det er et Jerry Springer-agtigt show, bare en anelse mere nedtonet. I ved, overdrevet drama, DNA og løgnedetektor tests osv. Indholdet er ærlig talt rimelig kedeligt, men folk iblandt publikum er hammersjove. Hovedparten af publikum er de her stereotype sorte amerikanere, der er højrøstede, begejstrede og ikke bange for at komme med deres uforbeholdne mening. Og så elsker de at danse. Der bliver optaget tre programmer om dagen, og i ventetiden mellem optagelserne spilles der høj musik. Og der bliver i den grad danset på scenen, både opfordret og uopfordret, og både bedstemødre og de søde praktikanter fra settet danser med. Jeg har endnu ikke fået fremvist min white-girl dans ;)




Det bedste ved at være publikumstatist er alle de andre statister, man møder. Der er pizza- og kaffepauser, så der er rigelig tid til at falde i snak med alle de spændende mennesker, der af den ene eller anden årsag også har besluttet at bruge dagen på skøre tv-optagelser. Men på trods af hvor interessant det er at møde en masse nye mennsker, så er der altså grænser for hvor mange gange, jeg kan være vidne til, om det er Jay-Kwon eller Tyrone, som er far til barnet, eller hvorvidt Sheqoia får et godt forhold til sin mor igen. En af de spændende personer, jeg har mødt, anbefalede mig at være statist på film og serier, som bliver optaget i New York, og min søde mor var også hurtig til at sige, at jeg da skulle tage skridtet videre til film. Jeg har taget deres råd til mig, så i morgen, torsdag, skal jeg til en statistcasting på en stor film, som optages her i New York i efteråret (jeg får virkelig brugt mine to universitetsuddannelser godt ;)).

Jeg har aldrig haft aspirationer om at være på tv eller med i film, men det er nu meget sjovt at prøve, imens jeg jagter drømmejobbet.



1 comment: