8.9.14

Mit Brooklyn neighborhood

Jeg er egentlig ikke udpræget storbymenneske. Jeg elsker New York City med alle de mangfoldige muligheder og oplevelser og al den kultur, der er lige inden for rækkevidde, men jeg kan også godt lide at have et sted at trække mig tilbage til. Et sted, der er mindre hektisk, og hvor jeg kan trække vejret og samle tankerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi bor i Bay Ridge; et kvarter i Brooklyn, som ikke er ligeså omtalt og velkendt som for eksempel Williamsburg og Park Slope. Bay Ridge ligger i det sydvestlige hjørne af Brooklyn med Sunset Park mod nord og Dyker Heights mod øst.

Vi har to travle avenuer fyldt med restauranter, butikker, pubs og grønthandlere, men på tværs af dem er der rolige gader med fuglesang, som var man midt i en skov, og træer, der på begge sider kaster kølige skygger på fortovene. Det bedste ved Bay Ridge er dog, at det ligger lige ud til vandet. For mig er der ikke noget mere befriende og meditativt end synet, lugten og lyden af havet, og jeg kan ikke forestille mig at bo flere timer fra de salte blå bølger.

Bay Ridge's kyst bliver fuldt af én lang park, Shore Road Park, som rummer kæmpe grønne områder, legepladser, sportsarealer og stier til at gå, cykle eller løbe på. Parken og havet bliver godt nok adskilt af en ret stor vej, men på den anden side af vejen, og også hele vejen langs vandet, løber en bred asfalteret sti. Her kan man også løbe, cykle, gå, stå på rulleskøjter eller blot sidde på en bænk og nyde den friske luft, man ellers ikke så ofte støder på i NYC, mens man kigger på alle de forbisejlende skibe eller den kinesiske fiskermand, der iført sin fine stråhat fanger fisk og kaster dem ud igen.

Befinder I jer bedst i byen, forstæderne eller på landet?

(Her kommer lige lidt billedspam. Nogle af billederne skulle man knap tro var fra NYC. Den smukke bro I kan se, som lidt ligner the Golden Gate Bridge, er the Verrazano Bridge, som fører til Staten Island)









3 comments:

  1. Smukke billeder, det ser ud til at være et skønt område!

    Jeg kan godt lide storbyen og dens mange muligheder, men nyder også stilheden udenfor byen, hvor jeg føler at jeg kan trække mig lidt tilbage og slappe af.

    ReplyDelete
  2. Jeg er nok mest til storbyen og dens larm og liv. De første 18år af mit liv boede jeg langt, langt ude på landet. Og det synes jeg egentlig ikke var særlig mediativt - bare pisse uhyggeligt når mørke faldt på, for så var det helt og aldeles mørkt!
    Men det er faktisk ikke fordi jeg benytter mig af storbyens mange tilbud. Men jeg elsker stemningen, og at mulighederne er der.

    ReplyDelete
  3. Åh, hvor ser det hyggeligt ud, der kunne jeg godt slå mig ned. Hmm, jeg er nok også lidt til en blanding af det travle og det rolige - måske faktisk ligesom dig :)

    ReplyDelete