16.8.14

Rooftop filmfestival & Filmanbefaling

sunset rooftopfilms rooftop film brooklyn the one i love nyc solnedgang new york sommer

Hvis man er i New York i maj, juni, juli eller august, bør man gøre sig selv den tjeneste at opleve en Rooftop film. I sidste uge så jeg filmen "The One I Love" oppe på et af Brooklyns tage med udsigt over vandet, solnedgangen og et kig til lower Manhattans smukke klynge af skyskrabere. Vi var også så heldige, at filmen blev introduceret af instruktøren og de to skuespillere fra filmen, Mark Duplass og Elisabeth Moss.

Der var en rigtig hyggelig stemning og godt humør, og New Yorkere som sad og spiste medbragt humus, brød og alle slags andre overpriced, men absolut lækre, ting fra Whole Foods(eller hvilken lokal sundhedsbiks de nu havde været i). Vi havde ikke medbragt noget som helst, så må ærligt indrømme, at jeg sad og blev lidt misundelig, som duften af delikatesser spredte sig på hele taget. Til gengæld blev man så optaget af filmen, at manglen på snacks hurtigt blev glemt.

"The One I Love" handler om et par, der prøver at reparere deres smuldrende forhold. De går til en parterapeut, som anbefaler dem et weekendophold i et afsides hus. Derfra sker der noget mærkeligt. Mere kan man ikke sige om handlingen, uden at ødelægge det for folk der ikke har set den. Det er en romantisk komedie, men ikke af den "Hollywoodske" slags. Det er en film lavet på et lavt budget og med to virkelig gode skuespillere. Den kan varmt anbefales, men man skal kunne håndtere et twist, der ligger uden for de sædvanlige rammer, og hvor ikke alt bliver forklaret.

"Rooftop Films" er en festival, der foregår i hele New York City hvert år fra midten af maj måned til midten af august. Så hele fire måneder spækket med interessante, mærkelige og finurlige film på forskellige anderledes steder man normalt ikke ser film. Hver forestilling starter først med en halv times live musik, mens solen går ned, hvorefter filmen begynder når mørket har lagt sig, og så er der fri bar når filmen er slut. Alt sammen til kun 13 dollars per person(nogle film er gratis). Man køber billet på nettet eller ved døren.

rooftop films industry city august film festival

No comments:

Post a Comment