31.8.14

Bogparadis: Strand Bookstore

Hvis man er vild med bøger(eller bare holder en lille smule af dem), så synes jeg, at man let og elegant skal springe Barnes & Noble over og gå direkte til Strand Bookstore, som ligger på hjørnet af Broadway og 12th Street, lidt syd for Union Square. Den føles næsten som en labyrint af bøger med gange, hjørner og kroge af reoler fyldt med bøger fra gulv til loft. Jeg elsker Barnes & Noble, men sammenlignet med Strand føles B&N lidt som bøgernes McDonald's.
Strand Bookstore er i flere etager og rummer både nye og brugte bøger, læderindbundne og paperbacks, bøger til enhver interesse og ethvert formål. Romaner, biografier, kunstbøger, fagbøger, børnebøger, kogebøger, rejsebøger... de kæmper alle om pladsen på reolerne og bordene, og på øverste etage, som kun kan nås via elevator, er der reoler fulde af sjældne bøger på alverdens sprog. Det er også på øverste etage, at de afholder deres såkaldte events. De har rigtig ofte events, hvor forfattere kommer og diskuterer deres nye bøger i samtale med en anden, og bagefter kan folk stille spørgsmål og få signeret deres bog. Man køber adgang til et event enten ved at købe den bog som diskuteres eller et gavekort til butikken(som hurtigt kan få ben at gå på!).


Jeg var selv til et event, hvor Jón Gnarr, Reykjaviks seneste borgmester(som egentlig er komiker), blev interviewet om sit liv og sin mærkværdige vej til borgmesterposten. Det var i forbindelse med udgivelsen af hans bog "Gnarr! How I became the mayor of a large city in Iceland and changed the world". Der var en virkelig hyggelig og intim stemning, som man sad der omgivet af bøger og lyttede til en times interessant og sjov samtale. Det var dog knap så hyggeligt, at der på rækken bag mig sad en lidt løjerlig fyr, som det ene øjeblik sad og snorkede og det næste sad og pudsede næse. Han græd vist også lidt, jeg er ikke sikker, men det var i hvert fald meget mærkeligt. Han er der forhåbentlig ikke til hvert event ;)




6 comments:

  1. Ej, det lyder som et sted hvor jeg kunne få rigtig meget tid til at gå. Var nu også glad for Barnes & Nobles, selv om det er ved at være rigtig mange år siden jeg har været inden i en.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, det er virkelig en tidsrøver! Jeg havde afsat en hel time til at gå rundt inden eventet startede, men det var slet ikke nok. Må vist derind igen snart :) Jeg holder også meget af Barnes & Noble, men skal man vælge anbefaler jeg klart Strand.

      Delete
  2. Det virker som det fuldendte bogparadis. Åh hvor ville jeg ikke turde at blive sluppe løs blandt så mange og så fyldte bogreoler. Sikke en fristelse!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Man skal virkelig holde igen! Glemte at nævne det i indlægget, men udenfor har de også vogne med brugte bøger, som koster mellem 48 cents og 3 dollars. Så er der næsten ingen undskyldning for ikke at slæbe fyldte poser med hjem ;)

      Delete
  3. Åh gud et fantastisk sted!!
    Er det ikke også dem, som via tumblr poster indlæg når de finder gamle postkort og bøger i de brugte bøger, de får ind?
    http://strandbooks.tumblr.com/

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jo det er da! Den kendte jeg slet ikke til. Hvor er det en god og sjov idé. Tak for tippet :D

      Delete