2.8.14

Anbefaling og inspiration: Tapas

Jeg elsker tapas! Hvem gør ikke det? Jeg elsker, at man har mulighed for at smage mere end bare én ret, jeg elsker de uendelig mange kreative kombinationer af råvarer, og jeg elsker at dele og diskutere smagsoplevelsen med dem jeg spiser med.

Det I ser på det lækre billede ovenfor er Croquetas de Queso de Cabra, som er kroketter af gedeost med krydret jordbærhonning og pistaciesalt. Det var en af de tapas, Rob og jeg bestilte på tapasrestauranten Bueco 95, som ligger på Upper West Side. Rigtig lækker mad, rimelige priser og betjeningen var helt i top! Klart anbefalelsesværdig. Restauranten er desuden super nem at komme til, da der ligger en subwaystation lige rundt om hjørnet(96 st hvor 1, 2 og 3 stopper).



















Vi spiste i alt fire forskellige tapas. De bedste var kroketterne og så deres Dátiles, som er baconsvøbte dadler fyldt med et mix af gedeost og chorizo(så har vi også slået fast, at jeg er tosset med gedeost). Sidstnævnte smagte virkelig fantastisk. Derudover fik vi Remolachas y Valdeón, som er syltede gule og røde rødbeder, blåskimmelost og bladbede. Vi kunne begge to godt lide den, men for mig smagte det måske en tand for meget af eddike. Vi nappede også Calamares, som er grillet blæksprutte i en mandelsauce med ristet rød peber og lidt blæksprutteblæk. Lige præcis de fire retter vi fik koster 39 dollars i alt(ca. 215 kroner, og cirka 260 kr inklusiv drikkepenge). Not bad, right? Deres menukort kan ses her.



Jeg får helt lyst til tapas igen. Det her besøg er en del uger siden efterhånden. Men man behøver jo ikke rende på restaurant hver eneste gang, man får en craving, så jeg tror jeg vil gå på jagt efter opskrifter på hjemmelavede tapas til en af de nærmeste aftener. Del endelig jeres tapasopskrifter med mig, hvis I har eller kender til nogle gode nogle!

2 comments:

  1. Ser lækkert ud, vi skal til New York her i slutningen af måneden, så det kunne da godt være det skulle overvejes ;)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det var virkelig lækkert den dag vi var der. Jeg kan se den nu har lidt blandede anbefalinger på Yelp, men vi hører til dem, der havde en god oplevelse. God mad, god service og gode priser. Hvis I skal et smut til Brooklyn, vil jeg stærkt anbefale, at I spiser på FADA. Jeg spiser der ofte og maden er altid god. Hvis I er til dessert bør I endelig bestille deres Crumble of the day.

      Delete